<< List of works

Circulus Stellae

Besætning:
3 fløjter, 3 oboer, 3 klarinetter, 4 fagotter, 4 horn 5 trompeter, 3 tromboner, tuba, 2 harper, 3 slagtøj, pauke, og strygere
Year of creation:
1997
Premiered:
1997
Duration:
25 minutter
Dedicated to/originally written for:
Bestilt og uropført af Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil. støttet af Statens Musikråd (Huskomponist)
About the work:

Circulus Stellae består af 4 orkestersatser, og er  – på samme måde som f.eks. Holst’s Planeterne og Nielsens De fire Temperamenter – en cyklus af små karakterstykker, men her med dyrekredsen som en slags udgangspunkt. Lige så lidt som Holst i sit værk tænker astronomisk, lige så lidt er Circulus Stellae astrologisk tænkt – hertil går musikken for ofte sine egne veje.

Satserne er (indtil videre) Aries (Vædderen), Gemini (Tvillingerne), Aquarius (Vandbæreren) og Pisces (Fiskene). Disse satser er har samme musikalske grundstof som de tilsvarende satser i klavercyklussen Liber Eclipticae.

Aries beskrives gerne som en kraftkarl med uophørlig energi og med en kødfyldt bærebølge af altoverskyggende og utålmodig entusiasme. Hvor vædderen kommer frem, står der vilje og selvsikkerhed på menuen.

Gemini har munden kørende fra morgen til aften. Der skal udveksles tanker og ideer – helst så mange som muligt og helst oven i hinanden.

Aquarius udviser en uberegnelig vitalitet, hvor flammende antændelse hurtigt kan afløses af tilsyneladende apati, men ofte med en centralidé som ledetråd.

Pisces ejer til gengæld en forunderlig evne til at drømme. Her søges fantasi, skønhed og poesi.

Som sagt er ovenstående karakterer og titler blot fantasiens igangsættere – såvel for lytter som for komponist.

Reviews:

… tæft for at skrive for stort orkester … Det er svært at finde svagheder i hans måde at behandle orkesteret på i dette imponerende «stjerneværk», der i tre satser skildrer henholdsvis en voldsom vædder, en talende tvilling og en elegant, langstrakt fisk. Christensens formsans er usvigelig sikker som hans sans for det poetiske, der bliver realiseret med en forbløffende veludviklet klangbehandling.
(Jyllands-Posten).

… fin legeglæde i de associationsrige karaktertegninger og sikker og smuk orkesterbehandling – højeffektiv f.eks. med det sejrssikre messing i det fremadstormende Vædder-portræt … klare energiladede konturer og stillestående orkestral simren, hvor den entydige fremdrift pludseligt breder sig ud i statiske flader – eller en ubestemmelig ulmen samler sig og rejser sig i klare linier.
(Berlingske Tidende)

“Aries” var en vild og omkringfarende første sats. Skinger, blank og frembrusende med masser af slagtøj og flot modbevægelse mellem høje og dybe strygere. “Gemini” var en venlig og poetisk anden sats. Pisces var en drømmende tredje sats i slowmotion med flydende strygerklang … Komponisten havde forstået at boltre sig i det store orkestermedium på en legende og tilgængelig facon og samtidig beholde sin egen kompositoriske stil.
(Kristeligt Dagblad)

.. sikre fornemmelse for orkestergrupperne … nutidig impressionisme på traditionens grund
(Frederiksborgs Amtsavis)