Systema Naturae

Anmeldelse fra Dansk Musik Tidsskrift 2000-10, nr. 8

Barndommen – ‘det tabte paradis’ – anskues også i Mogens Christensens opera om Carl von Linné. Vi befinder os i ouverturen i »barndommens have« med »det umiddelbare enkle«. Her skildres »barnets nærvær i naturen. Før sproget, før alle refleksioner om årsag og virkning«. Disse påstande i ledsageheftet om ouverturen – Paradisforspil – bekræftes af musikken, som former sig som et kaos, som udkrystalliserer sig i en enkel og klar melodisk linje. Barndommen får fra starten præg af en stiliseret drøm – vi befinder os nemlig i den gamle Linnés drøm, ikke i en autentisk barndom – men vel at mærke samtidig et præg netop af det tabte, som i scene 2, hvor Linné vågner, musikalsk bliver til en oplevelse af vinter både bogstaveligt og overført, en alderdommens refleksion, en klangligt isnende erkendelse af, at »vækst er tab«.

Både i barndommens og alderdommens univers er der i denne opera tale om en prisværdig enkelhed og konsekvent økonomisk anvendelse af virkemidlerne – man kunne ligefrem kalde enkelheden askese, anskueliggørelse af både barndommens umiddelbarhed og senilitetens lidelse og tab. Der er tale om et skarpt og klart musikalsk sprog, som fint afspejler Sanne Bjergs libretto. Men Mogens Christensen vover sig også ud i det effektfuldt dramatiske, ud i kaotiske ophobninger, som anskueliggør teksten. Den eksistentielle angst hos den senile rationalist Linné illustreres i tekst og musik på en måde, som leder tanken hen på en udtalelse af en anden berømt svensker, Esaias Tegnérs ord i Epilog vid magisterpromotionen: »Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte.« Denne ‘dunkelhed’ fører i operaens slutning ud i en kombination af barndommens umiddelbarhed og alderdommens kuldegysende oplevelse af tomhed, som forplanter sig videre til lytteren.

Således sejrer i denne opera billedet af vinter både i årstidsmæssig og i aldersmæsig henseende – en oplevelse, som man ikke glemmer med det samme. Den er uegnet for børn!