Crystalline DeLight wird gemeinsam mit den Stücken Ange Silencieux und Die Prinzessin Atehs verschwundene Gedichte of als Weiche in Mogens Christensen Schaffen interpretiert. Die früheren Werke waren geprägt von Stille, Poesi und zarten Klängen. Einige der Werke in den 90’ern erreichten das Gegenteil: Das Gewaltsame trat in den Vordergrund, Klang, der an Staub grenzt, zerbricht die Idylle und das Tumultagtige kommt neben dem Fokus auf Rhythmus und Metrik zum tragen.
Und wie sanft klingt nun die Stille in ihren raren Momenten ihres Erscheinens.
… Fra start blev publikum udsat for et sanseovervældende bombardement af slagstøjslyde fra tre retninger. Senere dæmpedes musikken ned til en længere forholdsvis lyrisk periode … og forvandle sig til en minimal-disco, men det varede kun kort: Musikken gik i iskrystaller, voldsomt splintrende. Et afsluttende konstant voksende tutti-tremolo afsluttede værket, hvor den frygtindgydende og smertegrænse-overskridende lyd af biblende crotales stod tilbage, da alle andre instrumenter havde tiet. En næsten dræbende lyd af krystallinsk skarphed, en laserlyd så at sige. Flot, flot musik – men det gjorde ondt.
(Aarhus Stiftstidende)
… boller på suppen med Christensens Crystalline DeLight. Blandingen af lyriske arabesker, truende klangmassiver, der larmende tårner sig op, og lette lag kommer nok engang rundt om Christensens inspirationskilde: Sollys over sne. Jeg nyder under alle omstændigheder musikken, som den folder sig ud på sine egne klingende præmisser. Forfriskende dukker en jazzet el-bas med venner op, og der er overraskende oplevelser fra start til mål.
(Dansk Musik Tidsskrift)
Christensen er dramatisk udviklende og ind i mellem slet ikke dramatisk. Mogens Christensens kammermusik er ikke til at komme udenom: han kan noget med de mindre, tilsyneladende umulige besætninger.
(Information)