Growing Darkness

Allerede under første værk på Messiaen Quartet Copenhagens portrætalbum sker der noget interessant, Værket, en klavertrio fra 1996 med titlen “Nordic Summer Ghosts” begynder med pulserende med serialistisk strenghed i klaverets hakkende markeringer … formulerer en søgende indadvendthed … en individualiseret skrøbelighed, man ser hos jævnaldrende kolleger som Hans Abrahamsen og Bent Sørensen. Og langsomt indfinder en snestorm sig med fladende klaver og dirrende strygere. Det er næsten romantisk.

Titelværket “Gura – Det groende mørke” fra 1993 er et andet fint eksempel … godt det kommer frem i lyset igen. For musikken, der lægger intimt ud med bedrøvet klarinet og atomiseret samvær, viser Christensen som sensibel håndværker og fornem 90’er-stemme. Med ensemblet lydhøre spil lykkes det at ophæve tyngdekraften, så instrumenterne svæver som rolige, fåmælte sæbebobler. Når dissonanser indfinder sig, placeres de blødt som et fjernt minde. Vi hører den nye musiks vending mod det personlige, og det efter et hvæsende opbrud undervejs, hvor Viktor Wennesz’ overtonespil på klarinetten skaber kalejdoskopiske billeder, ender værket i meditative, udstrakte vidder … er enorm ferm til at give stemmerne karakter og få musikken til at hvile i sig selv … kendt som en stærk formidler med en lang konservatoriekarriere bag sig.

Til gengæld er det i det andet kvartetværk, Flumina mortis” fra 2022, stærkt at høre en mere eksistentiel nerve blive blottet. Disse fem nyere satser tager alle navn efter floder i dødsriget Hades, og med tilføjelse af kvarttoneklaver og gamelan-agtigt bækken viser Christensen, at den musikalske nysgerrighed ikke er svundet ind … håndværket er solidt og “Growing Darkness” viser med stor omhu, at Mogens Christensen hører med i fortællingen om, hvordan den nye musik trådte ud af Per Nørgård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreens skygge.

Klassisk