Angelo Silente er søsterværk til Ange Silencieux.
Titlen, tavs engel, kunne måske vække lidt falske forventninger til stykkets indhold. For så vidt, der overholdet er en engel i stykket, hører den næppe til i den idylliserede og glansbilledagtige sfære. Mere sandsynlig kunne den være en voldsom, rædselsvækkende og hvivlende åbenbaring, et tremendum, i Rilkesk forstand:
Hvem ville høre mig, hvis jeg skreg i engelenes vrimmel?
og om en af dem pludseligt tog mig til hjerte:
da ville jeg tilintetgøres blot ved dens stærkere tilstedeværelse.
Thi det skønne er intet andet end det forfærdendes begyndelse,
som det kun knapt er os muligt at bære,
og som vi må beundre, fordi det så sindigt forsmår at knuse os
Frygtelig er hver eneste engel…
(Rilke: 1. Elegi)
Værket er blevet til på San Cataldo. Og blev skrevet i den bærbare computers barndom. Under et voldsomt tordenvejr forsvandt nodefilen sporløst fra computerens harddisk. Rigtige mænd tager ikke back-up – til gengæld græder de nogle gange. Det på det tidspunkt unavngivne værk måtte genskabes fra bunden. I et af det gamle klosters andre rum var der trøst at hente: Litteraturprofessor Erik Nielsen fortalte om et Rilkedigt, hvori forekom en engel, der huskede alt det, mennesker går og og glemmer. Så var titlen på plads: Den tavse engel – Angelo Silente …