Fortællingen om Adam Ruhani er ligesom klaverstykket De khazariske spejle og kammerværket Prinsesse Atehs svundne digte inspireret af universet og formsproget i Milorad Pavic’s Khazarernes bog – en leksikonroman.
Essensen for legenderne om Adam Ruhani i denne (i ordets egentligste forstand) fantastiske roman kan sammenfattes til det, som også er blevet mottoet for dette duoklaverværk: Tiden er blot den del af evigheden, som kommer for sent.
Stykket findes også i en forkortet udgave.
… der virtuost og brillant udnytter hele klaviaturets rum og farveskalaer i stadig bevægelse; en kæmpetoccata med frenetiske tonekaskader, vilde, skæve accenter og iørefaldende motivstof, der ikke undgår en malstrøms polyfone behandling.
(Information)
... virtuos side af Mogens Christensen … Hvor en hvivlende bevægelse konfronteres af drømmende, stillestående afsnit.
(Berlingske Tidende)
… her tangerede enheden mangfoldigheden.
(Jyllandsposten)
… de frenetisk løbende figurer, asymmetriske accenter og pseudo-jazz’ede parafraser i klaverværket The Tale of Adam Ruhani var ikke uden humor …
(Politiken)
Kraftfuldt og med overbevisende effekt forløber værket som en serie overdimensionerede urværkers spektakel, men man imponeres over form og indhold hele vejen.
(Kristeligt Dagblad)
… konstant over stok og sten …
(Dansk Musik Tidsskrift)
… frenetisk motorik, og lyder lidt som en blanding af det hurtige afsnit i Stockhausens Mantra og en boogie woogie af Conlon Nancarrow. Det bliver dog mere vegeterende undervejs i forløbet
(Information)