Fanfare-Rapsodi leger med rytme og med klang. Der koncerteres mod orglet – og der spilles sammen. Som to ligeværdige parter, ikke som en orgelkoncert.
Klanglig oplevelse af de sjældne … Og det var et værk med rytmiske og klanglige raffinementer. Man blev overvældet af lyd og fascineret at rytmiske spidsfindigheder, der i sammenhængen virkede overbevisende … Det var et flot værk … Og slutningen, hvor der ud af kaos vokser en strålende durklang, hørte til den slags, der kaldte de vellystige musikalske kuldegysninger frem.
(Midtjyllands Avis)