Skønt titlen, El mar del tiempo perdido (Den svundne tids hav) først kom til på et relativt sent tidspunkt i kompositionsprocessen er dens stemningsmæssige nærhed til Gabriel García Márquez‘ novelle fra 1961 temmelig påfaldende. Et lille udpluk kan muligvis skærpe appetitten på såvel novellen som musikken:
Hen mod slutningen af februar plejede havet at blive oprørt, det førte tyktflydende affald fra mod byen, og få uger efter plejede alt at være besmittet med dets ulidelige stank. Derefter var verden ikke værd at leve i, i det mindste ikke før december måned, og ingen holdt sig vågen efter klokken otte om aftenen. Men det år hr. Herbert kom, ændredes havet ikke, ikke engang i februar. Tværtimod blev det stadigt glattere og mere selvlysende, og i de første martsnætter udsendte det en duft af roser …
De gik ud i vandet. De svømmede først lige ud, derefter nedad, meget langt nedad, indtil solens lys slukkedes og derefter havets, og tingene kun var synlige på grund af deres eget lys. De svømmede forbi en sunken by med mænd og kvinder …
Længere nede i de nyligt dødes vande, standsede hr Herbert. Tobias indhentede ham i det øjeblik, hvor en meget ung kvinde flød forbi dem. Hun lå på siden med åbne øjne og forfulgtes af en strøm af blomster. Hr. Herbert lagde pegefingeren for munden og forblev sådan, indtil de sidste roser var drevet forbi.
Værket er skrevet til Jane Odriozola og indspillet af både af Jane Odriozola og Troels Svane.
… en bevæget og selvlysende oplevelse, uden fagter og overlæsset pynt formidlede komponisten overstrømmende og tilstedeværende musik.
(Bergens Tidende)