Som en modpol til digtene i Pessimisticum udstråler motetteksterne “hvidhed” og forløsning.
1. Rummets Glød.
Hvad skal vi her i rummets glød,
hvor vi fik liv, men venter død?
To stjerner ved Din fødsel stod,
som een, nu går de os imod
efter usigelige tusind år,
som vores sjæl nok knapt forstår.
Hvad vil Du, at vi skal
i dette fald, som snart er sket,
og vore sind nu klart har set.
Hvad vil Du, at vi skal, min skat,
i denne himmels nat?
Den varsomhed, hvormed du led
og ønskede os glæde, fred
blandt Dine stjerners evighed,
den rammer os som nærhed nu,
som dybe kys fra jeg til du
trods alting, som vi ved.
2. Stjerneflor
Der er en skat
i denne dybe nat,
som funkler i sit stjerneflor.
Jeg tror, jeg tror
på Dig, min ven,
som ville hente os igen
på denne Jord:
Du er mit ord.
3. Stjernestøvsriger
Jeg tror, at Din sjæl
fuld af stjernestøvsriger
i svimlende tavshed nu synger og siger,
at Du er mig nær.
4. I slægtens land
Der kom en mand
i slægtens land,
og talte over al forstand.
Hver enkelt ting han peged på,
han lod som nyfødt ord dér stå.
Så lad os ikke være ene,
Du eneste og nære, rene.
5. Blomsterflor
Den, ingen engel stander bi,
han hører dog en stemme: Bi,
thi stemmen er på vej.
Den gælder altid dig,
det Dig i dig, det Du i Du,
som svæver om dig her og nu
og hvisker som en ven:
Der er en dag igen!
Hver kalder den for sin.
Men må den være Din
i blomsterflor, i bladets pragt,
å, vis Dig for os i Din dragt
og mind os om vor pagt.
Vi ved jo godt, at verdens år
er slut, og vinter forestår
for alting, som var til
Men da er Du, vor vandringsmand
på disse haves skarpe vand,
den som alt livet vil!