Systema naturae

For its outstanding musical strengths I would single out Mogens Christensen’s Systema Naturae, a neo-expressionist psychodram on the unlikely subject of the botanical taxonomist Linnaeus, an orderly man whose life ended in amnesia and psychic chaos.
(The Gramophone)

Den meget stemningsfulde opsætning og de fremragende musikere gjorde det til en stor oplevelse. Nu er musikken kommet på dobbelt-cd, og kan varmt anbefales.
(Information)

Jo, han klarede ærterne: den 42-årige komponist Mogens Christensen … Med en stor og livskraftig musikalsk trævlerod breder dette smukke og mærkværdige musikværk sig i publikums sind. Og vokser sig stærkt … Og vi hører det hele. For Mogens Christensen bruger musik fra Linnés egen tid – barokken med dens klare opbygning – som underlæg. Men vilter, ny musik – hans egen, lysmættet og sanselig – gennembryder hele tiden det gamle med friske, vildtvoksende indfald. Hvor kold, ensom og forvirret Linné er fortæller den på samme tid ekspressionistiske og strengt enkle musik os. Den lader det lille orkester holde sig i baggrunden – helt bogstaveligt: for musikerne sidder bagest i salen. Og det giver plads til stemmerne og de medvirkendes interessante tale-sang. Resultatet er, at det faktisk er til at forstå, hvad der synges! En stor fornøjelse. Især fordi alle de medvirkende er så glimrende.
(5 stjerner, B.T.)

… Sanne Bjergs og Mogens Christensens Systema Naturae slet ikke er blevet nogen kedelig og langtrukken, men tværtimod begivenhedsrig og afvekslende … fremfor alt sikrer Mogens Christensens afvekslende partitur, at handlingen også belyses alsidigt og effektfuldt. Med udgangspunkt i en blanding af barokinstrumenter fra Linnés samtid og slagtøj, samplinger og elektronik fra idag pendler lydsiden mellem 1700-tal og moderne lydkulisse. Forestillingen indfattes af forløbet “efterår til vinter” i en konventionel ramme med slutningens genoptagelse af indledningens musik og handling. Og mens de afsluttende snefnug daler, fantaserer fløjten over åbningsklangen fra Christensens kammermusikstykke Vinterlys. Alt i alt er det blevet en ikke spor tosset krydsning mellem opera og dødsmesse, Bjerg og Christensen har stykket sammen, så gå trygt i operaen og få læst lektien …: Videnskab er noget opreklameret l…. Det, det gælder om, er – i alt sin rørende enkelhed at dyrke sin have.
(Information)

… meget smukke og iblandt også intense scener … Mogens Christensen skaber et klangligt univers ved at lade to orkestre – et barokorkester og et moderne ensemble – symbolisere operaens fortid og nutid og blande sig i karakteristiske og klanglige formationer.
(Berlingske Tidende)

... Mogens Christensen er en mester i fremmedgjorte kammermusikalske klange, der både er smukke og ligesom vender vrangen ud, og et indbygget barokensemble krydrer partituret med citater fra tidens musik.
(Politiken)

Musikken er mere melodisk end det er sædvane i ny musikdramatik, og det er fint. Komponistens brug af citater fra gamle musik fungerer udmærket.
(Ekstra Bladet)

Han har benyttet brokker af barok musik til at sætte stemning og historisk ramme, og spændende er musikken da også …
(Jyllandsposten)

Megen talentfuldhed i botanisk requiem om Linné … Opera af den slags, man ikke finder noget andet sted i naturen eller kulturen … gennemsigtige strofer, der nok er “moderne” i udtrykket, men fyldt med muntre vignetter fra 1700-tallets Drottningsholmsmusik … Da Mogens Christensen vælger stilheden musik et langt øjeblik hen mod slutningen, har det en fantastisk virkning.
(Frederiksborgs Amtsavis)

Fängslande Linnéopera … Med sin stundtals nästen plågsamma närhet suger föreställningen in publiken i de olika konflikterna och händelsenar där triumfen snabbt förbyts i djupaste nederlag … låter handlingen glida omärkligt mellan minne och värdighet … På samma sätt glider tonsättaren Mogens Christensen på ett fascinerande sätt mellan Linnés tid, i form av citat från Johan Helmich Romans musik, och vår egen tids mindre välstrukturerade och mer oroande musik. Den lilla kammarorkestern … kompletteras dessutom med många elektroniska effekter som ytterligare späder på den halvt surrealistiska stämningen … det finns all anledning för alla operaintresserade nordvästskåningar att för en gångs skull inta styra stregen till Kongens Nytorv, utan till Kronprinsensgade.
(Helsingborg Dagblad)

Den orkestrala sidan av Systema Naturae fungerar desto bättre, luftiga klanger på både synt, piano och särskilt den modernistiskt vågande pastischen på 1700-tals musik, som bryter igenom ibland, är rent läcker.
(Arbetet Nyheterna)

… i orkestern ljus och lätt i klangen och med några riktigt fyndiga modernistiska pastischvarianter av musik från den store klassifikatorns egen tid.
(Aftonbladet)

Musikken af Mogens Christensen har en sælsom intensitet. Den smyger sig om solister, popper kaotisk op og ordner sig igen under solisterne, hvor den skaber det rolige fundament under en fascinerende skæbnefortælling.
(5 stjerner, Nordjyske Stiftstidende)

Grønne hjerner og blåfrosne peniser tittede op gennem gulvet i Mogens Christensens og Sanne Bjergs psykologiske drama af en dødsmonolog om Carl von Linné. Partiturets vellydende blanding af elektronik og slagtøj, blokfløjter, cembalo og elegant barokpastiche, som jeg husker den fra uropførelsen, fungerer smukt også på plade … en god oplevelse at “gense“ Christensens opera om den svenske botaniker Carl von Linné, der fremstilles som en luvslidt, ildelugtende falliterklæring af et menneske. Et liv ruineret af neurotisk systematiseringstrang.
(Politiken)

Barndommen – ”det tabte paradis” – anskues også i Mogens Christensens opera om Carl von Linné. Vi befinder os i ouverturen i ”barndommens have” med ”det umiddelbare enkle”. Her skildres ”barnets nærvær i naturen. Før sproget, før alle reflektionerne om årsag og virkning”. Disse påstande i ledsageheftet om ouverturen – Paradisforspil – bekræftes af musikken, som former sig som et kaos, som udkrystalliserer sig i en enkel og klar melodisk linje. Barndommen får fra starten præg af en stiliseret drøm – vi befinder os nemlig i den gamle Linnés drøm, ikke i en autentisk barndom – men vel at mærke samtidig et præg netop af det tabte, som i scene 2, hvor Linné vågner, musikalsk bliver til en oplevelse af vinter både bogstaveligt og overført, en alderdommens reflektion, en klangligt isnende erkendelse af, at ”vækst er tab”.

Både i barndommens og alderdommens univers er der i denne opera tale om en prisværdig enkelhed og konsekvent økonomisk anvendelse af virkemidlerne – man kunne ligefrem kalde enkelheden askese, anskueliggørelse af både barndommens umiddelbarhed og senilitetens lidelse og tab. Der er tale om et skarpt og klart musikalsk sprog, som fint afspejler Sanne Bjergs libretto. Men Mogens Christensen vover sig også ud i det effektfuldt dramatiske, ud i ophobninger, som anskueliggør teksten. Den eksistentielle angst hos den senile rationalist Linné illustreres i tekst og musik på en måde, som leder tanken hen på en udtalelse af en anden berømt svensker, Esaias Tegnérs ord i ”Epilog vid magisterpromotionen”: ” Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte”. Denne ”dunkelhed” fører i operaens slutning ud i en kombination af barndommens umiddelbarhed og alderdommens kuldegysende oplevelse af tomhed, som forplanter sig videre til lytteren.

Således sejrer i denne operea billedet af vinter både i årstidsmæssig og i aldersmæssig henseende – en oplevelse, som man ikke glemmer med det samme.

Den er uegnet for børn!
(Dansk Musik Tidsskrift)