Crystalline DeLight omtales – sammen med stykker som Ange Silencieux og Prinsesse Atehs svundne digte – ofte som et skiftespor i Mogens Christensens produktion. De tidligere værker var præget af stilhed, poesi og sarte klange. Nogle af værkerne fra midt i 1990’erne betonede ofte modsætningen: Det voldsomme, lyd, der grænsede til støj, det tumultariske og med et stærkere rytmisk-metrisk islæt. Og med des mere stilhed, når de sarte passager i stykket optræder.
Et incarnatus est er et kraftfuldt og virtuøst stykke. Titlen stammer fra den latinske trosbekendelse: og han blev kød (ved Helligånden, født af Jomfru Maria og blev menneske). Det er under overvejelse at lade værket blive en del af en orgelmesse med flere af ordinariumsmessens gamle tekstled.
Foto: Jens Christian Overgaard ©
Under arbejdet med denne trio sneg erindringen om Johs. V. Jensens sære, oversete, men utroligt smukke myte, Gura, sig langsomt, men ufravigeligt ind i værkets univers.
Det mest fascinerende ved denne Gura (Johs. V. Jensens selvopfundne ord) er hendes uforklarethed. Hun er en tåge, hun er ganske alene. Hun holder sig midt i Skellet mellem Dag og Nat og rejser sagte frem. Hvor hun kommer, møder hun Stilhed … det Væsen, man dør af at se. Man fornemmer, at hun rummer hele menneskehedens erindringsmasse.
I arbejdet med ellers mere abstrakt stof opsøgte en stilfærdig musikalsk Gura dette værk – som et glimt af en forglemt fortid. Aldrig kommer hendes virkelige skæbnetunge væsen for alvor op til overfladen – hun holder sig daggryets halvmørke, i skellet mellem musikalsk dag og nat. Dette til trods bemægtiger hun sig som en indhyllende tåge mere og mere af satsen – og til sidst også værkets titel …
Som professor Mogens Brøndsted skrev i en kommentar til myten i Politiken:
… for den der finder frem til den, kan den have en egen fasthængende evne. Og har man først fået den under huden, ligger den der – indlejret som en drømmeerfaring.