Young Persons Slide ‘to The Orchestra kan opfattes som en nutidig pendant til Benjamin Brittens Young Persons Guide to the Orchestra: Interesseskabelse for orkesteret og dettes både gamle og nyskrevne repertoire. For begge værkers vedkommende gælder, at musikken har en indiskutabel selvstændig værdi, og at den er udstyret med en ekstra “brugerflade”, der byder nye lyttere særskilt velkommen.
I Brittens værk hjulpet på vej ved formidling med ord, i nærværende værk hjulpet på vej ved formidling med musik. Young Persons Slide ‘to The Orchestra er skrevet for ikke blot at få mellemtrinsskoleelever til at høre musik og klangen af orkester, men også for at invitere dem med ind i både det skabende og den performative univers. Der ligger hermed både et livsstilsperspektiv (at koncertsalen er et spændende, – ikke et lukket – sted at være) og et nutidigt musikformidlingscredo: Børn og unge vil være med, de vil deltage (allerhelst på ligeværdige vilkår) – de vil ikke kun være tilskuere.
I musikken kommer denne publikumsinddragelse til udtryk ved et stofligt – og genkendeligt – sammenfald mellem den musik, orkesteret spiller, og de byggesten, eleverne har arbejdet med. Der er tale om følgende byggestensemner, som musikeren kan hjælpe eleverne til at skabe musik med:
Hvem klasse arbejder med en af disse og præsenterer dem i en lomme i orkesterstykket. Ved koncerten skaber dirigenten en kort publikumskomposition over hvert element, så alle – på forskellig vis – får indstillet ørerne på det i musikken, som kan skabe rygrad, orientering – og i sidste instans: mening. Umiddelbart efter elevernes klassekomposition spiller orkesteret “sin” version af de samme elementer, men på en sådan måde, at klassens og orkesterets musik opfattes som ét stykke.
Ih, hvor vi tramper, sagde musen til elefanten …
Stykket er skrevet med støtte fra Statens Kunsfond