Crystalline DeLight omtales – sammen med stykker som Ange Silencieux og Prinsesse Atehs svundne digte – ofte som et skiftespor i Mogens Christensens produktion. De tidligere værker var præget af stilhed, poesi og sarte klange. Nogle af værkerne fra midt i 1990’erne betonede ofte modsætningen: Det voldsomme, lyd, der grænsede til støj, det tumultariske og med et stærkere rytmisk-metrisk islæt. Og med des mere stilhed, når de sarte passager i stykket optræder.
… Fra start blev publikum udsat for et sanseovervældende bombardement af slagstøjslyde fra tre retninger. Senere dæmpedes musikken ned til en længere forholdsvis lyrisk periode … og forvandle sig til en minimal-disco, men det varede kun kort: Musikken gik i iskrystaller, voldsomt splintrende. Et afsluttende konstant voksende tutti-tremolo afsluttede værket, hvor den frygtindgydende og smertegrænse-overskridende lyd af biblende crotales stod tilbage, da alle andre instrumenter havde tiet. En næsten dræbende lyd af krystallinsk skarphed, en laserlyd så at sige. Flot, flot musik – men det gjorde ondt.
(Aarhus Stiftstidende)
… boller på suppen med Christensens Crystalline DeLight. Blandingen af lyriske arabesker, truende klangmassiver, der larmende tårner sig op, og lette lag kommer nok engang rundt om Christensens inspirationskilde: Sollys over sne. Jeg nyder under alle omstændigheder musikken, som den folder sig ud på sine egne klingende præmisser. Forfriskende dukker en jazzet el-bas med venner op, og der er overraskende oplevelser fra start til mål.
(Dansk Musik Tidsskrift)
Christensen er dramatisk udviklende og ind i mellem slet ikke dramatisk. Mogens Christensens kammermusik er ikke til at komme udenom: han kan noget med de mindre, tilsyneladende umulige besætninger.
(Information)