<< Værkfortegnelse

Zurvan Akarana

Besætning:
3-2-3-2-, 4-2-3-1, 2 perc., pno., str.
Tilblivelsesår:
1986
Uropførselsår:
1986/1992
Varighed:
16 min.
Tilegnet/Oprindeligt skrevet til:
Aalborg Symfoniorkester/ Bergen Symfoniorkester
Om værket:

Bag den særprægede, næsten kryptiske titel gemmer der sig et gammelt oldpersisk tidsbegreb. På samme måde som i det senere græske Chronos-begreb oplevede oldperserne tiden på 2 hierakiske planer: den nære tid i timer, sekunder, menneskealdre og den kølige, uberørte evighed. Sidstnævnte blev benævnt: Zurvan, der også blev tilbedt som gud for rum (defineret versus uendeligt) samt lys og mørke.

Musikværket Zurvan Akarana henter således sin inspiration i forestillingen om den gnistrende interferens mellem disse to verdener. Selv i vor hverdag er tidsbegrebet mange-facetteret: Venter man, er tiden lang, mens samme antal sekunder forekommer ultrakorte for den, som har travlt. Oplevelsesdifferencen bunder måske også i, om man er med tiden, eller om man forsøger at forestille sig sig selv som betragter udenfor. Muligvis kan det bedst sammenlignes med et tog i høj hastighed. Sidder man i det, forekommer hastigheden jævn: Står man til gengæld ved siden af skinnerne tre kilometer fra det, vil det i lang tid blot forekomme som en fjern, ubevægelig prik, mens det i passeringstidspunktet og i sekunderne før bevæger sig så hurtigt, at vor oplevelsesevne ikke er i stand til at skelne detaljer.

Musikværket Zurvan Akarana har sammen spil med progressiv tidsopfattelse – uden at man behøver at tænke Zarathustra-tiden og tog ind i det.

Anmeldelser:

Mogens Christensens “Zurvan Akarana” lægger med sit tætte stemmevæv og næsten overlækre klangbillede ikke skjul på, at det er skrevet af en tidligere Per Nørgård-elev, men flot er det mens det varer.
(Berlingske Tidende)

Mellem den eksplosive begyndelse og slutningen – et hendøende fyrværkeri – fylder Mogens Christensen orkestersatsen ud med varierede akkordprogressioner i langstrakte bølger. Melodibrokker dukker op i mylderet af toner, men det er klangene, som bestemmer retningen og afgør fremdriften i det dissonante tonesprog. For mig blev “Zurvan Akarana” en slags musikalsk billedkavalkade som stimulerede til genhør med værket.
(Bergens Tidende)

… lys og langsom, nærmest diskret musik…et meditativt stykke gjort af fragmentarisk materiale i en langsomt flydende strøm … fyldig sats med klædelig bund og volumen.
(Aalborg Stiftstidende)

… flydende drømmeagtige klange. Som at famle sig frem i et tågelandskab med enkelte kraftige udladninger … fikst gjort.
(Bergensavisen)

… har gjort et ganske særligt overbevisende indtryk … i alle henseender fascinerende, sikkert formet, yderst velklingende og helt igennem inspireret.
(Dansk Musik Tidsskrift)