Dette opus 4 er mere præget af skarpe kontraster end de tre foregående – ikke mindst foranlediget af Gelsteds digt om balancegangen mellem driftens altopslugende vanvid og tankens forstenende kulde. Ligesom digtet, rummer også musikken et ønske om at lade disse modsætninger befrugte hinanden.
Mennesket
Jordens ild under mig, over mit hoved et univers af tilintetgørende kulde.
Til alle sider de grønne lande, det blå hav, horisontens skønne, vandrende ring.
På en kugleskal i rummet balancerer jeg mellem driftens
altopslugende vanvid og tankens forstenende kulde.
Mellem afgrund og afgrund bygger jeg livet op, toner og
smag, skibe og byer, farvens vidunder og digtet, der spejler alverden.
Otto Gelsted
… og her havde skønheden fået profil. Kontrasterne i Gelsteds tekst har provokeret Mogens Christensen til at bringe krasse musikalske modsætninger sammen, og det giver perspektiv og slagkraft. Kombinationen af sangstemme, guitar og slagtøj udnyttes godt og holder sammen på materialet, så modsætningerne befrugter hinanden. Et talent …
(Berlingske Tidende)
… meget overbevisende … personligt udtryk.
(Aarhus Stiftstidende)
… følsomt og enkelt.
(Jyllands-Posten)
Mogens Christensen afleverede helt anderledes overbevisende og i kortfattet form, sin trosbekendelse gennem et smukt, sensitivt værk til et digt af Otto Gelsted. Her var der musikalsk verve og nerve, og der var følelse af kunstnerisk væren.
(Aalborg Stiftstidende).