<< Værkfortegnelse

Gura – det groende mørke

Besætning:
Klarinet, klaver og cello
Tilblivelsesår:
1993
Uropførselsår:
1993
Varighed:
26 minutter
Kreditering:
LIN Ensemblet
Tilegnet/Oprindeligt skrevet til:
Dartington International Summer Festival og LIN Ensemblet
Om værket:

Under arbejdet med denne trio sneg erindringen om Johs. V. Jensens sære, oversete, men utroligt smukke myte, Gura, sig langsomt, men ufravigeligt ind i værkets univers.

Det mest fascinerende ved denne Gura (Johs. V. Jensens selvopfundne ord) er hendes uforklarethed. Hun er en tåge, hun er ganske alene. Hun holder sig midt i Skellet mellem Dag og Nat og rejser sagte frem. Hvor hun kommer, møder hun Stilhed … det Væsen, man dør af at se. Man fornemmer, at hun rummer hele menneskehedens erindringsmasse.

I arbejdet med ellers mere abstrakt stof opsøgte en stilfærdig musikalsk Gura dette værk – som et glimt af en forglemt fortid. Aldrig kommer hendes virkelige skæbnetunge væsen for alvor op til overfladen – hun holder sig daggryets halvmørke, i skellet mellem musikalsk dag og nat. Dette til trods bemægtiger hun sig som en indhyllende tåge mere og mere af satsen – og til sidst også værkets titel …

Som professor Mogens Brøndsted skrev i en kommentar til myten i Politiken:

… for den der finder frem til den, kan den have en egen fasthængende evne. Og har man først fået den under huden, ligger den der – indlejret som en drømmeerfaring.

Anmeldelser:

the highlight of the festival for me was without a doubt Mogens Christensen’s Gura – The Growing Darkness … a developing international profile. His music is marked by extraordinary clarity of thought: he does not feel the need to hide behind self-conscious obfuscation. I found the ending of this work to be particularly striking. Above a long, sustained e-flat drone in the cello, the clarinet added languorous multiphonics, creating a magical illusion of the suspension of time. Only an artist with complete confidence in his own abilities would have the courage to end a piece with such a sparse texture. Christensen has a profound understanding of the expressive power of harmony, and has here written an exceptionally beautiful, elegant and sublime work.

(Musicworks)

Faszinierend … ist eine scheinbar statische, hypnotische Zwielichtmusik, die mit kurzen Impulsen und langsamen motivischen Prozessen das subjetive Zeitempfinden des Zuhörers außer Kraft setzen scheint: ein herrliches, nahezu magisch anmutendes Werk … Der Beifall im gute besuchten Saal steigerte sich für Christensen zu Ovationsstärke.

(Wiener Zeitung)

… er en smuk, homogen og vellykket komposition med en fortættet musikalsk substans gennem hele værket … åbnedes mange døre ind til et fortryllende univers, en hule af mystik med en drypsten-agtig rummelighed, hvor lyriske billeder veksler med grotesk grimasserende passager og prikkende nervøsitet i musikkens glidende drømmesekvenser, der forduftede i en smuk og sakral klang over klarinettens stemningsfulde orgeltone. Et uhyre præcist formet udtryk.

(Politiken)

… bevæger sig bevidst i randområdet af, hvad tilhørerens tidsfornemmelse kan kapere … Det er denne evne til at skabe bevægelse mod et punkt, der forbliver fjernt, som Mogens Christensen tematiserer med sin musik.

(Berlingske Tidende)

Her viste Mogens Christensen et sikkert håndelag som andante-komponist med sans for udnyttelse af den klassiske klarinettrios farvemuligheder i en suggestiv musiks glidende, lyriske drømmebilleder kontrasteret af en sitrende uro ved skurrilt vrængende maskers nærvær.

(Information)

 

… stod meget, meget stærkt … Det afsluttende cellospil var helt utroligt, her voksede mørket vitterligt og omsluttede os alle.

(Morgenposten, Fyn)

… den koncentrerede og smukke Johannes V. Jensen-inspirerede “Gura – det groende mørke”. (Jyllands-Posten)

… mytiske undergangsstemning. (Politiken)

 

… koncentration af Christensens udtryksverden i en sort og indadvendt form. (Dansk Musik Tidsskrift)

... meget stemningsfuldt … mod slutningen steg intensiteten frem mod et “skrig” i klarinetten før det hele stilnede af i et hendøende, dystert mørke.

(Fædrelandsvennen)

 

... dette værk bed mere fra sig og rummede også en vis uhygge. Mogens Christensen tør give sig tid til sine fortællinger. Det er befriende at opleve i en forjaget tid som vores, særlig når det er gjort så godt og stemningsmættet som Christensen gør det … en sjælden smuk oplevelse.

(Jyllands-Posten)