In the Fanfare-Rapsodi rhythm and sound are absorbed in their mutual play. Sometimes against the organ, sometimes together with, sometimes against again. Two equal partners demonstrating everything but an organ concerto.
Klanglig oplevelse af de sjældne … Og det var et værk med rytmiske og klanglige raffinementer. Man blev overvældet af lyd og fascineret at rytmiske spidsfindigheder, der i sammenhængen virkede overbevisende … Det var et flot værk … Og slutningen, hvor der ud af kaos vokser en strålende durklang, hørte til den slags, der kaldte de vellystige musikalske kuldegysninger frem.
(Midtjyllands Avis)